Farvel Susanne, grøn strøm, skadelig Litium-udvinding og fællesspisning

I den her udgave af Udsyn – verden i Odense er der lidt af hvert på programmet. Du kan blandt andet se et længere program, om en Rådkvindes farvel. For efter 12 år på posten som Børn- og Ungerådkvinde takkede Susanne Crawley af fra 1. januar i år. Men inden da, nåede vi at møde hende til et længere interview, om hendes politiske op – og nedture, hendes drive og alt det, derimellem. Du kan også se en lille god og grøn historie om Jens Galschiøts seneste VE-tiltag – for udover et kæmpe solcelleanlæg på taget af bygningerne i Næsby, har han nu også købt for 1,5 millioner kroner powerbanks, tonstunge batterier, der skal lagre noget af alt den strøm, der produceres, så den ligger klar til at blive sendt ud i elnettet, når der er behov for den. Du kan også, som et apropos til powerbanks og batterier se en historie om den grønne omstillings sorte bagside – nemlig den litiumudvinding, der foregår i blandt andet Argentina, og som har store omkostninger for både mennesker og natur. Vi har mødt miljøorganisationen NOAH, der vil sætte fokus på konsekvenserne af Minedriften, som både forårsager vandmangel, forurening og konflikter, der måske udstiller et af de største etiske dilemmaer, som er forbundet med grøn omstilling. Til sidst i programmet kan du, i anledning af den kommende uge 17, hvor det igen er blevet tid til fællesspisning mod ensomhed på Odense Rådhus se et indslag og få en forsmag på, hvordan det kan se ud. Årets fællesspisning finder sted torsdag den 23. april.
Udgivet KLIMA, LOKALT, POLITISK, SOCIALT | Kommentarer lukket til Farvel Susanne, grøn strøm, skadelig Litium-udvinding og fællesspisning

Der kan ikke kommenteres på indlægget.