I den her udgave af Odense ser Rødt sætter vi fokus på unge, skole og byudvikling i Odense. Vi starter på Scandic Odense, hvor seks elever fra Højmeskolen har afsluttet et praktikforløb gennem UngOdenses indsats Future Skills. Formålet er at give unge et første møde med arbejdsmarkedet og styrke deres muligheder for senere at få et fritidsjob eller en læreplads. Derefter retter vi blikket mod folkeskolen. Trivsel og mistrivsel blandt børn og unge har gennem flere år været et stort politisk og samfundsmæssigt tema, og en ny analyse fra Børns Vilkår viser, at mere end 12.000 skolebørn har et meget højt fravær. Vi ser nærmere på de anbefalinger, som en odenseansk skoletaskforce kom med i 2023 for at styrke folkeskolen og gøre den mere attraktiv for byens familier. Til sidst i udsendelsen besøger vi Kongensgade, hvor der gennem flere år er blevet arbejdet på at skabe nyt liv i den udfordrede handelsgade. Senest har by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt lanceret en ambition om at skabe Danmarks bedste legeplads i området. Vi ser tilbage på tidligere forsøg på at genoplive gaden gennem grønne byrum og kunstnerisk udsmykning.
UdgivetKULTUR, LOKALT, SOCIALT|Kommentarer lukket til Unge i jobtræning, Folkeskolen og Fremtidens Kongensgade