Udsyn på Kunst som Aktivisme

I den her sommerudgave af Udsyn – Verden i Odense ser vi tilbage på tre markante kunstprojekter af billedhugger Jens Galschiøt, der gennem årtier har brugt kunsten som redskab til at skabe debat om menneskerettigheder, social retfærdighed og globale uligheder. Vi begynder i Mexico, hvor Galschiøt i 1999 – i samarbejde med lokale mayaindianere – rejste en skamstøtte til minde om de 45 mennesker, primært kvinder og børn, der blev dræbt under massakren i Acteal. Et kunstværk, der både mindes ofrene og retter opmærksomheden mod undertrykkelse og vold. Herefter går turen tilbage til FN’s sociale topmøde i København i 1995, hvor Jens Galschiøt brugte kunsten til at udfordre verdens ledere og sætte fokus på spørgsmål om ansvar, fattigdom og social retfærdighed. Til sidst i programmet kan du se en reportage om installationen Den 10. Plage fra 2006 – en skarp protest mod medicinalindustriens patentbeskyttelse af livsvigtig medicin. Med værket satte Galschiøt fokus på konsekvenserne for millioner af HIV-patienter i verdens fattigste lande, der ikke havde råd til den nødvendige behandling.
Udgivet GLOBALT, POLITISK | Kommentarer lukket til Udsyn på Kunst som Aktivisme

Der kan ikke kommenteres på indlægget.