Bander, hjemløshed og kontanthjælp

I denne sommerudgave af Odense ser Rødt ser vi tilbage på nogle af de politiske historier, som vores lokale tv-kamera har fanget i årets første måneder. Vi begynder i Korsløkkeparken, hvor en alvorlig bandeepisode fik daværende justitsminister Peter Hummelgaard til at besøge Odense og præsentere en række nye initiativer mod bander og kriminelle klaner. Blandt forslagene var hårdere straffe, udvidede opholdsforbud og nye muligheder for at ramme organiseret kriminalitet. Herefter retter vi blikket mod en anden politisk dagsorden. Midt i valgkampen inviterede de hjemløses organisation SAND fynske folketingskandidater til debat om vilkårene for samfundets mest udsatte borgere. På Café Paraplyen blev der diskuteret hjemløshed, fattigdom, sundhed og manglen på billige boliger, mens de fremmødte borgere udfordrede politikerne med spørgsmål og personlige erfaringer. Til sidst i udsendelsen ser vi nærmere på kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft i sommeren 2025. Reformen skal forenkle systemet og styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet, men møder også kritik. Blandt kritikerne er Enhedslisten, som frygter, at ændringerne kan få alvorlige konsekvenser for nogle af de borgere, der i forvejen har det sværest.
Udgivet LOKALT, POLITISK, SOCIALT | Kommentarer lukket til Bander, hjemløshed og kontanthjælp

Der kan ikke kommenteres på indlægget.