Kontanthjælpsreformen der trådte i kraft 1. juli sidste år, har blandt andet forenklet kontanthjælpssatserne, men også fjernet det særlige huslejetilskud til borgere med høje boligudgifter, ligesom nogle grupper har oplevet et fald i ydelsen. På den baggrund vil Odense kommune styrke indsatsen omkring småjobs til kontanthjælpsmodtagere. Småjobs er ordinært lønnet arbejde få timer om ugen og kan gøre en væsentlig forskel for kontanthjælpsmodtagere, både menneskeligt men også økonomisk, hvor det, Afhængigt af kontanthjælpssatsen er muligt at tjene op til 5.400 kr. om måneden før skat, uden at blive modregnet i kontanthjælpen. Kommunen vil, efter onsdagens vedtagelse af forslaget fra Enhedslisten styrke indsatsen gennem et investeringsprojekt der over tre år, med 4,5 millioner kr. og i samarbejde med NGO’en Code of Care skal skabe op mod 360 småjobs til borgere på kontanthjælp – primært i private virksomheder. Investeringen har tjent sig hjem hvis 72 borgere kommer i fuldtidsjob – Men for Enhedslisten handler gevinsten ikke kun om kommunens økonomi, men mere om, hvordan småjobs for kontanthjælpsmodtagere kan give en bedre økonomi, struktur i hverdagen, større selvtillid – og følelsen af igen at have en plads på arbejdsmarkedet.
UdgivetLOKALT, POLITISK, SOCIALT|Kommentarer lukket til Hjælp til Småjobs for kontanthjælpsmodtagere vedtaget