Vores Fyn. Folkelige fortællinger til et godt formål.
Forfatter og sangskriver Jørgen Nancke vil gerne bruge sin kunst til at ”give tilbage”. Så nu har han samlet en slags antologi, hvor kendte og ukendte fynboer beretter om deres Fyn i en bog hvor overskuddet doneres til Kirkens Korshærs varmestue i Odense.
I ”Vores Fyn – historier fra hjertet i midten” tager 29 fynboer os med til eksotiske steder som Thy Lejren, New Orleans og Svendborg Sygehus, hvor man kan græde af glæde over 2 ostemadder. Men også til historier fra dengang i 60’’erne, hvor man stadig kunne blive kaldt op til tavlen for at modtage lussinger fra en forurettet skolelærer, eller Kerteminde i 80’erne, hvor værtshuset ”den Røde Pimpernel” fremstod som det forjættede land for små teenagedrenge.
Vi var med da bogen blev udgivet i Vollsmose Kulturhus akkompagneret af bl.a. Rock Nalle og Lasse & Mathilde.