Snublesten, der ligger på forskellige lokationer over hele Europa, skal minde os om kendte såvel som ukendte ofre for krigens uhyrligheder. På snublestenen kan man, på en messingplade, læse ofrets navn – og en kort dateret beskrivelse af vedkommendes skæbne.
Og nu er der altså føjet 4 nye skæbner til i Nyborg, hvor gruppen, Snublesten Fyn, sammen med pårørende til de 4 myrdede modstandsfolk mødtes for at mindes.
Det var både berørende og befriende, da stenene blev lagt i fortovet ud for de adresser hvor hhv. 19 årige Bendt Stentoft, 18 årige Bent Christensen, 20 årige Henning Børge Hansen og 27 årige Svend Holm blev arresteret og henrettet af besættelsesmagten.