Kategori arkiver: SEKTIONER

HC Andersen Festivals 2024 billedreportage

Vi har været til HC Andersen Festivals og har klippet en lille discountvideo med nogle af de ting der i løbet af uge 34 kom forbi vores tv-kamera.
Udgivet KULTUR, LOKALT | Kommentarer lukket til HC Andersen Festivals 2024 billedreportage

Festivals, film og fortælling

Velkommen til Odense min By, hvor vi har været til HC Andersen Festivals og vi har klippet en lille discountvideo med nogle af de ting der kom forbi vores tv-kamera. HC Andersen Festivals er flere forskellige festivaler under ét banner. Og én af dem der også løb af stablen i uge 34, var Spoken Word Festival og vi viser et lille udpluk fra arrangementet Poetry Slam om Håb. Og hele uge 35 viser Odense Filmfestival 148 kortfilm på forskellige locations. Vi runder af med en fortælling af Jens Peter Madsen – Vi skal på trip med Skorpen.

Udgivet KULTUR, LOKALT | Kommentarer lukket til Festivals, film og fortælling

Niller Madsen er sovet ind

Odense ser Rødt mindes Niller Madsen, en klog og dygtig kollega, chef og ven. Niller var en ildsjæl og efterlader sig et kæmpe og vigtigt aftryk på verden og på den by, som han elskede. Odense ser Rødt var Nillers livsværk og en af hans store passioner var Odenses kunst- og kulturliv, som han i tæt på 40 år har dækket flittigt. En af de kulturelle begivenheder, Niller tilbagevendende har omtalt, er Odense Internationale Filmfestival. Og sådan skal det også være i år, derfor har vi været forbi Filmfestivalen for at høre mere om, hvad der venter publikum, når Odense Internationale Filmfestival, OFF 2024 løber af stablen i uge 35, hvor der henover ugen vises 148 kortfilm, der er udvalgt blandt mere end 4000 tilsendte film fra det meste verden. Og så handler det, om de lidt anderledes og skæve kunst- og kulturbegivenheder, som Niller Madsen også dækkede over årene. Blandt andet tilbage i 2007, da kunstgruppen Days of Art and Love afholdte festival på eksotiske lokationer i de odenseanske forstæder. Til sidst i programmet, viser vi et portræt af en kunstner, som Niller Madsen holdt meget af og som han også, igennem årene, nåede at lave flere reportager om. Nemlig den mexicanske kunstmaler Rey Morales, der som gadebarn, lærte at male på gaden i Mexico. Til minde om Niller Madsen.
Æret være hans minde❤️
Udgivet KULTUR, SOCIALT | Kommentarer lukket til Niller Madsen er sovet ind

OFF 2024

Så er der igen mulighed for at se særlige og unikke kortfilm af den slags, der sjældent når ud i TV eller traditionelle biografer. OFF 24, Odense Internationale Filmfestival viser, hen over uge 35, 148 kortfilm, der er udvalgt blandt mere end 4000 tilsendte film fra det meste verden. En usædvanlig stor interesse for en festival, i en lille by, i et lille land, noget som kunstnerisk leder, Birgitte Weinberger, bl.a tilskriver, at OFF er med i det fine selskab af OSCAR kvalificerende festivaler – men også, at Odense Internationale Filmfestival, har formået at skabe en særlig og usnobbet stemning omkring festivalen, hvor man tror på, at magien opstår i mødet mellem filmskabere og publikum. Der er Filmfestival i hele uge 35. Festivalen finder sted i Odense centrum og der er fuldt program fra morgen til aften. Se alle lokationer og det fulde program på www.filmfestival.dk
Udgivet KULTUR, LOKALT | Kommentarer lukket til OFF 2024

Niller Madsen er sovet ind

Udsyn, verden i Odense til minde om Niller Madsen – et livsstykke, en ildsjæl, en god kollega, retfærdig chef og en ven. Niller Madsen er en sand lokal legende han var dygtig til sit job, hvor han utrætteligt, i tæt på 40 år fortalte og formidlede historier, ofte om de svageste, dem på kanten og dem, der ikke blev set og hørt, for hvad de var. Derfor viser vi i en flot dokumentarfilm, Niller Madsen har lavet, om en bydel og en gruppe mennesker og medborgere, der stod Niller nær og som havde en stor og særlig plads i Nillers journalistiske virke. Æret være hans minde ❤️
Udgivet HISTORIE, LOKALT, SOCIALT | Kommentarer lukket til Niller Madsen er sovet ind

Rod i Naturen

I koncertfortællingen, ’Rod i Naturen’ udforsker storyteller Maria Junghans og komponist Liv Vester Larsen, i et poetisk-musikalsk univers, menneskets forhold til naturen. De to, er gået i H.C. Andersens fodspor, hvor de har besøgt slotte og skove rundt omkring på Fyn, som H.C. Andersen i sin tid kom forbi på sine rejser, ligesom de også har hentet inspiration i hans historier, hvor de har fået øje på, at HC. Andersen, selvom, det var en anden tid, også i sine fortællinger var optaget af – og kritisk overfor den måde, som mennesket behandler naturen på. Værket er bestilt af Spoken Word Festival, og havde premiere lørdag den 17.august. Vi var med og mødte de to skabere bag koncertfortællingen, der både beskæftiger sig med det alvorlige, det dystre og det skræmmende omkring vores udpinte natur, men også med håbet… om forandring.
Udgivet KULTUR, LOKALT | Kommentarer lukket til Rod i Naturen

Spoken Word, Ny Cirkus og Teater

Velkommen til Odense min By, hvor det igen skal handle om HCA-festivals, der finder sted hér i uge 34. Vi starter hos Spoken Word Festival, der lørdag havde premiere på koncertfortællingen ’ROD i Naturen, hvor komponist Liv Vester Larsen, og fortæller Maria Junghans stiller spørgsmålet: Bliver vores fantasi og evne til at skabe fattigere, i takt med at naturen forsvinder? Så skal det handle om en lidt anden form for performance. Ny Cirkus Dynamo, der også kan opleves under HCA-festivalen, rykker ind i Munke Mose torsdag og fredag, hvor de både byder på vilde performances, akrobatik og en masse åbne workshops. Men hvad er Ny Cirkus egentlig for en størrelse, det forsøger vi at blive klogere på. Vi slutter hos teater Momentum, når vi tager med til katalogrelease for den her sæson, som blev præsenteret tilbage i maj måned. Og en af de forestillinger, som Momentum har på programmet, er den musikdramatiske fortælling ”Hvem er Palinka” der sætter fokus på den mystik – og usikkerhed, der kan opstå, når virtuelle og virkelige personaer væves sammen. Forestillingen Hvem er Palinka har premiere den 20.august hos Momentum.
Udgivet KULTUR, LOKALT | Kommentarer lukket til Spoken Word, Ny Cirkus og Teater

Job- og integrationshus, fattigdom og unge Niller Madsen

I den her udgave af Odense ser Rødt handler det blandt andet om et helt nyt job- og integrationshus, der, som det første af sin slags, blev officielt åbnet kort før sommerferien. Fremover skal alle ledige ikke-vestlige borgere tilknyttes huset, hvor de 37-timer om ugen skal igennem et forløb, der har fokus på sprog og undervisning i dansk samfunds- arbejdsmarked- og kulturforståelse. Og så viser vi et indslag helt tilbage fra 2009, hvor der også fandtes der fattigdom i Danmark. Til sidst i udsendelsen viser vi et klip med en ung Niller Madsen, der, tilbage i 80’erne, i nogle af de første programmer, giver den som komiker med Schluter og Ellemann jokes. Og så inviterer vi til Odense ser Rødts 40års jubilæum, hyldest og åbent hus den 28.august i Galleri Galschiøt i Odense N, fra kl. 16-19, hvor alle er velkomne. Jubilæet er egentlig først den 2. maj, 2025, men fordi Niller Madsen er alvorlig syg af kræft, har vi valgt at fremrykke jubilæet, hvor vi hylder Niller Madsen og hans livsværk, Odense ser Rødt.
Udgivet HISTORIE, LOKALT, POLITISK, SOCIALT | Kommentarer lukket til Job- og integrationshus, fattigdom og unge Niller Madsen

Augustoprør, forfatterportræt og jubilæum

I den her udgave ser vi tilbage på det historiske oprør, nemlig augustoprøret i 1943, hvor vi møder tidligere modstandsfolk og andre øjenvidner til de voldsomme augustdage, som medvirkede til at den danske regering opgav den kontroversielle samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Vi viser også et forfatterportræt af Josefine Ottesen, som er rost og anerkendt for sin socialrealisme og evne til at leve sig ind i typer og karakterer. Og så inviterer vi til Odense ser Rødts 40års jubilæum, hyldest og åbent hus den 28.august i Galleri Galschiøt i Odense N, fra kl. 16-19, hvor alle er velkomne. Jubilæet er egentlig først den 2. maj, 2025, men fordi Niller Madsen er alvorlig syg af kræft, har vi valgt at fremrykke jubilæet, hvor vi hylder Niller Madsen og hans livsværk, Odense ser Rødt.
Udgivet HISTORIE, KULTUR, LOKALT | Kommentarer lukket til Augustoprør, forfatterportræt og jubilæum

Åbent Hus – Hyldest og Jubilæum!

Odense ser Rødt og Niller Madsen inviterer til jubilæum, den 28. august 2024 kl. 16 – 19 i Galleri Galschiøt, Banevænget 22, 5270 Odense N.

Odense ser Rødt er Danmarks ældste nulevende lokal-tv station og kan fejre 40-års jubilæum. Det kan Niller Madsen også, han har nemlig været med i alle årene.

Jubilæet er egentlig først den 2. maj 2025, men vi kan ikke vente, fordi Niller Madsen er alvorligt syg af kræft og han skal selvfølgelig opleve at holde jubilæum – med en hyldest af hans livsværk, Odense ser Rødt.

Niller har med en særlig vedholdenhed, kraft og power insisteret på at holde Odense ser Rødt i live igennem alle årene og det er lykkes. Så i dag fremstår Tv-stationen som et kendt, elsket og respekteret medie. Der er skabt et solidt netværk til lokalpolitikere, kulturlivet og civilsamfundets mange interesseorganisationer. Men allermest har Niller fastholdt, at Odense ser Rødt skulle finde og fortælle historier om og med mennesker, som ikke altid bliver set og hørt i mediebilledet.

Niller har været nomineret til årets fynbo med overskriften ’Niller har altid holdt med de svage’. Og i en artikel om nomineringen, nævner Niller selv, at Odense ser Rødt er vigtig i en tid, hvor mange ikke kerer sig om dem på samfundets skyggeside.

Niller er en lokal legende med en brændende mærkesag; social retfærdighed i en demokratisk verden.

Vi kan ikke tælle de mange udsendelser og indslag, Odense ser Rødt har produceret, men der er kilometervis af hylder med arkiv, som fortæller historier med vigtige budskaber om social ulighed og kamp for bedre vilkår – for mennesker og kloden.

Niller Madsen er tilrettelæggeren, ophavsmanden og studieværten, der slutter udsendelserne af med sit personlige budskab; HUSK LIGE DET DER MED KYS!

Tag imod invitationen og kom med hengivenhed til Niller Madsen og Odense ser Rødt og vær med til at hylde et lokal-tv livsværk, som har sat solidt aftryk på lokaljournalistikken og formået at gøre en forskel.

Arrangementet byder på forplejning, underholdning og taler. Hvis du ønsker at holde tale, eller på anden måde hylde Niller Madsen og Odense ser Rødt, giv da besked til toastmasteren på dagen.

Kærlig hilsen

Galleri Galschiøt og Odense ser Rødt

Udgivet ANDET, LOKALT | Kommentarer lukket til Åbent Hus – Hyldest og Jubilæum!